Da Trolddomen bleff hæved & need Paa Jorden han svæved: Da som nu Vaer Jaget ved at lefve, ved at aande Ved hver Bevægelse saa stoor at næsten Dend vaer Smerte Medens han gik omkring Blandt Mennisker, vaer han skuffed først I Liivets ydre vaer der intet Skifte Lig det han hafvde følt i Ulvens Liiv De træller under ham Med at troskyldig Sind Fryckter ham Een Krafft aff sand Natur Som Sanser uden Selfbedrag Han gliider useet blandt dem, streifer i sit Jag Lig Kvældens Farver, Nattens Aandedrag For ingen Guderøst hafver nogensinde Git Mennisket Svar paa hvem han skiulede Dæmon, Phantom & Varulv Vaer kund Naffn paa det de aldrig kunde finde End han I hans Hiærte: Een Affgrund tung Som det sorte Hav Der eldsker sine Dyb Der Sammenkrøget I Vintrens Bund Fælder han al deris Glæde Liiv, Mod & Haab Maanen, stiigende paanye Hilser ham fra en sunken Himmel Oc ved den lydende Midnattssalme Som Fryckt i Natten væver Skald de ffromme atter falme